NASA-robotten Curiosity har fundet spor efter organiske molekyler på Mars.
Disse molekyler kan betyde, at der tidligere har været liv på den røde planet.
Der har været en sø for 3,5 milliarder år siden der, hvor NASA-robotten Curiosity nu kører rundt på Mars.
En række boreprøver fra bunden af den sø er blevet analyseret og viser klare tegn på organiske molekyler – altså molekyler opbygget omkring kulstof-atomer.
Men de organiske molekyler stammer dog ikke nødvendigvis fra levende organismer.
De kan også dannes gennem geologiske processer i søbunden eller være leveret af meteorer.
Dog kan organisk liv kun opstå de steder, hvor organiske forbindelser findes, hvorfor der uanset hvad er tale om et vigtigt nyt fund.
Desuden kan fortidige og nutidige mikroorganismer på planeten forestilles at leve af disse organiske forbindelser.