mboost-dp1

Kaspersky Lab

EU-lovforslag kalder russisk antivirus-selskab for ‘ondsindet’

- Via The Register - , indsendt af Ufomekaniker

Et beslutningsforslag i EU kalder det russiske antivirus-firma Kaspersky Lab for ‘ondsindet’.

Ifølge forslaget er Kaspersky kompromitteret, hvorfor deres software ikke bør anvendes i EU’s institutioner. Der præsenteres ikke nogle beviser for denne påstand af EU.

Præsident Trump forbød ligeledes Kaspersky-software på embedsmænds computere i slutningen af 2017, da softwaren angiveligt udgjorde en sikkerhedsrisiko.

Konkret står der i forslaget, at EU bør undersøge deres institutioners it, software, kommunikationsudstyr og infrastruktur for at udelukke farlige programmer og derudover forbyde dem, der allerede er bevist ondsindet, hvorefter man nævner Kaspersky Lab.

Holland og Storbritannien er begge begyndt at udfase Kasperskys produkter.

Lovforslaget kommer kort efter, at Kaspersky har åbnet en afdeling i Schweiz med det ene formål at scanne Kaspersky selv efter bagdøre, fordi virksomheden netop vil vise, at de ikke er ondsindede eller kompromitteret.

FBI

Efter ny Apple-sikring: Sikkerhedsfirma kan åbne låste iPhones

- Via Motherboard -

Sikkerhedsfirmaet GrayShift, der står bag cracking-værktøjet GrayKey, er overbeviste om, at de stadig kan åbne låste iPhones efter Apples nye opdatering.

Apple bekræftede for nylig en USB-sikring, der blandt andet skulle holde politi og efterretningstjenester ude af låste iPhones.

Opdateringen skal sikre, at cracking-værktøjer som GrayKey ikke kan bruges via telefonens Lightning-port.

En mail fra en kriminalteknisk ekspert, der skulle mødes med GrayShift, afslører, at sikkerhedsfirmaet angiveligt allerede har fået bugt med den nye sikkerhedsfunktion i beta-versionen af Apples opdatering.

Dette kan være firmaets måde at markedsføre sig selv på, men GrayShift har ifølge mailen fremtidssikret deres værktøj på en række måder.

GrayShift samarbejder både med flere lokale politistyrker i forskellige stater i USA, men også føderale efterretningstjenester som FBI, DEA og Secret Service.

Samsung

Samsung-telefon eksploderede angiveligt: Satte ild til bil

- Via WXYZ - , indsendt af Ufomekaniker

Ifølge en amerikansk kvinde fra Detroit eksploderede en af hendes Samsung-telefoner og satte ild til hendes bil.

Kvinden kørte i sin bil med både en Samsung Galaxy S4 og en Samsung Galaxy S8 i bilens kopholder. Hun så en gnist ud af øjenkrogen fra en af telefonerne, der satte ild til hendes bil.

Kvindens advokat fortæller, at de har kontaktet Samsung, der har sendt et hold til at undersøge bilen og telefonerne, så man kan finde ud af, hvad for en af telefonerne, der antændte.

Derefter kan man tilbagekalde den telefon og på denne måde redde liv, mener advokaten.

Kvinden har endnu ikke startet et søgsmål imod Samsung, men det kan stadig nå at ske.

Den sydkoreanske mobil-producent måtte i en kendt sag fra 2016 netop tilbagekalde deres Galaxy Note 7 på grund af brandfare, hvorefter de også måtte udgive en opdatering, der forhindrede de ikke afleverede telefoner i at oplade batteriet mere end 60 %.

Flickr - Mike Mozart

Microsoft følger Amazon: Vil lave kasseløse forretninger

- Via Reuters -

Microsoft er på vej til at følge i Amazons fodspor ved at udvikle teknologi til kasseløse forretninger.

Det fortæller seks forskellige kilder, der kender til projektet.

Samtidig er Microsoft i dialog omkring teknologien med verdens største virksomhed – målt på indtægt og ansatte – nemlig supermarkedskæden Walmart.

Microsofts kommende teknologi vil angiveligt fungere ligesom Amazons kasseløse supermarked, som internet-giganten åbnede i starten af året.

I Amazon Go-butikken scanner man en app, når man går ind, hvorefter kameraer og sensorer i butikken følger en og ved hjælp af AI registrerer, hvilke varer man tager og tilføjer dem til ens bon.

Amazon ejer selv Amazon Go og supermarkedskæder som Whole Foods, men Microsoft er ikke på vej i den retning. De vil angiveligt nøjes med at udvikle teknologi, som de derefter kan sælge til tredjeparter som Walmart.

Apple Inc.

Ny opdatering: Apple beskytter låste iPhones mod efterretningstjenester

- Via Reuters -

Apple indfører ændringer med deres nye opdatering, der skal holde efterretningstjenester, politi og hackere ude af iPhones.

Mere specifikt laver de med iOS 11.4.1 og iOS 12 en funktion, der hedder USB Restricted Mode.

Når det er aktiveret, kan der ikke sendes information via en iPhones Lightning-port, efter telefonen har været låst i en time.

Amerikansk politi og efterretningstjenester er ikke glade for dette, da mindst fem staters politi og fem føderale bureauer bruger et cracking-værktøj med navnet GrayKey.

GrayKey, lavet af sikkerhedsfirmaet GrayShift, gør brug af en iPhones Lightning-port.

Værktøjer som GrayKey giver således flere forsøg til at gætte et password

Den slags værktøjer blev taget i brug efter en sag i 2016, hvor en af gerningsmændene bag et masseskyderi i San Bernadino havde en iPhone 5C, som FBI gerne ville have låst op, men det ville Apple ikke af hensyn til deres kunders privatliv.

Amazon

Amazon erstatter også top-ansatte med computere

- Via Bloomberg - , indsendt af arne_v

Ligesom man før har gjort i varehusene, begynder Amazon nu at erstatte top-ansatte med computere.

Amazon har en række robotter til at håndtere varer i deres kæmpe lagerhaller. I de seneste par måneder er IT-giganten også begyndt at computer-erstatte – eller forflytte – ansatte med seks-cifrede dollar-lønninger.

I stedet for at lade mennesker vurdere det rigtige antal, man bør bestille af en bestemt vare, så bruger Amazon algoritmer og store mængder data til at bestille det rigtige antal varer.

Amazon udtaler, at de har standardiseret en række produkter, værktøjer og tjenester for at tjene deres kunder og derfor har lavet organisationsændringer.

Den store virksomhed tilføjer, at de i øjeblikket har 16.000 ledige stillinger, og at de alene sidste år skabte 130.000 nye job.

Wikimedia

Elon Musk vinder milliard-kontrakt: Skal bygge tunnel i Chicago

- Via Jyllands-Posten - , indsendt af Ufomekaniker

Tesla- og SpaceX-chefen Elon Musk har også et tunnel-firma med navnet The Boring Company. Det skal nu til at bygge en ny tunnel i Chicago.

Tunnel-firmaet, der er 17 måneder gammelt, har vundet en kontrakt på flere milliarder dollars om at bygge en transittunnel til O’Hare International Airport i Chicago.

The Boring Companys første tunnel, der ligger i Los Angeles, blev desuden meldt klar til tests af Elon Musk på Instagram i maj.

Foruden Chicago står The Boring Company til at skulle bygge tunneller i New York, Philadelphia, Baltimore, San Francisco og Texas.

Mindre godt går det for Elon Musks bil-virksomhed Tesla, der for nyligt har måtte fyre ni procent af deres ansatte for at kunne blive profitable i år.

Pxhere

Datatilsynet efter Facebook-dom: Virksomheder har dataansvar

- Via Version2 -

Virksomheder og organisationer, der har grupper på Facebook, deler dataansvar med Facebook.

Det fortæller Datatilsynet efter EU-dommen fra sidste uge, der gør det muligt at straffe brugere for Facebooks potentielt mangefulde datapraksis.

Hvis virksomhederne vil undgå mulige sanktioner for Facebooks GDPR-overtrædelser, skal de indgå en skriftlig aftale med det sociale medie.

I Facebooks vilkår for grupper og fansider fremgår det, at dem, der besøger siderne på Facebook, får lagt en sporings-cookie på deres computer.

Den cookie gør det muligt for Facebook at lave målrettede reklamer. Administratoren af siden får i bytte mulighed for at se statistik over besøgende på siden.

Ifølge Datatilsynet hæfter administratoren og Facebook solidarisk for eventuelle erstatninger i forbindelse med databehandling.

Vivo

Kinesiske Vivo annoncerer notch-fri smartphone med pop-ud kamera

- Via The Verge -

Kinesiske Vivo har lavet en smartphone med navnet Nex, hvor forsiden næsten er ren skærm og som spår om en notch-fri fremtid for smartphones.

Vivo har således gjort sin koncept-telefon til virkelighed.

For at gøre så meget af forsiden til skærm som muligt, har Vivo fjernet den velkendte notch, hvor kameraet normalt sidder i nyere smartphones, og har i stedet ladet dens otte megapixel front-kamera poppe ud fra toppen, når man skal bruge det.

Derudover er det lykkes den kinesiske mobilproducent at indbygge en fingeraftrykslæser under skærmen, hvilket også giver mere plads til skærm.

Dertil kommer dens specs, der er i den høje ende med en Snapdragon 845-processor, 8GB RAM, et 4.000mAh batteri, 256GB lagerplads og en 6,59-tommer 1080p+ OLED-skærm.

Vivo Nex har desuden beholdt minijack-stikket, og kameraerne på bagsiden er på 12 megapixel med en blænde på f/1,8 og et ekstra modul med fem megapixel og en blænde på f/2,4.

Vivo Nex kommer dog som udgangspunkt kun til Kina, hvor den koster 4.998 yuan eller 4.946 danske kroner.

Apple Inc

iPhone skifter angiveligt til USB-C i 2019

- Via DigiTimes -

Den iPhone, der kommer i år 2019, vil angiveligt bruge USB-C og ikke Apples proprietære Lightning-port.

Det afsløres af flere kilder hos underleverandører til Apple.

Disse kilder fortæller ligeledes, at skiftet først sker i 2019 og påvirker således ikke de iPhones, som Apple forventes at udgive i år.

Apples MacBooks fik udskiftet deres proprietære Lightning-porte til fordel for USB-C for nogle år siden.

Siden 2003 har Apple – begyndende med deres iPod – brugt proprietære laderstik, der blandt andet har gjort, at tredjeparts-producenter af opladere og andre stik har skulle betale licens til Apple.